Kontakt

Lirekassemanden

 

lir front

 

Tlf: 2963 2919

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

 

 

 facebook2

 

Følg lirekassemanden på Facebook

Lirekassens historie

I 1766 skriver den franske orgelbygger Dom Francois de Celles sit værk "L'art du facteur d'Orgues". Og alle der ved noget om orgler og orgelbyggeri kender det værk.

Den gode mand mener at kunne føre lirekassens opståen tilbage til det herrens år 1700. Dom Francois omtaler, at Giovanni Barberi fra Modena i Italien da skulle have bygget sig en lille lirekasse.

Lirekassens "stamfar" er Ignaz Bruder, der levede fra 1780 til 1845. Han var en anerkendt orgel- og musik-urbygger i Schwarzwald. Hans store viden om orgelbyggeri har han med tysk grundighed nedskrevet til glæde for os efterkommere. I bogen "Orgel- und Spieluhrenbau" af Karl Bormann gennemgås disse optegnelser og oversættes til forståelighed for dagens lirekassevenner.

valse2

Den beskrevne lirekasse er et såkaldt valseorgel. Det fungerer som følger: Ved hjælp af et håndsving betjenes en dobbeltvirkende blæsebælg, der forsyner piberne med den fornødne luft. Et snekkedrev på den samme aksel drejer også stiftvalsen. I denne valse er der minutiøst anbragt stifter for hver enkelt tone. Stifterne aktiverer under drejningen af valsen en række vippearme, som igen betjener en række ventiler. Når en ventil aktiveres, ledes blæsebælgens luft til den tilhørende pibe, som nu lader sin tone lyde. Viola

I 1842 tog franskmanden Claude Felix Seytre patent på en pneumatisk hulbåndstyring. Men det var først i 1883 da firmaet Welte i Schwartzwald tog ideen op og benyttede denne form for styring til sine såkaldte "orchestrioner". Hos lirekasserne fortrængte hulbåndet stiftvalsen, idet man med hulbåndet lettere kunne programmere meget mere musik- på meget mindre plads. De lirekasser, der bygges i dag, er for det meste forsynet med hulbåndstyring af 20, 26 eller 31 toner.

Med udviklingen af elektroniske hukommelseskredse (chips) har elektronikken holdt sit indtog i lirekassen. En lirekasse med elektronisk styring er dog stadig et musikinstrument, der spilles med hånden og hvor melodien dannes af orgelpiber, som det altid har været. Det er kun programmeringen og gennemspilningen af melodien, der bestemmes elektronisk. Der bliver stadig drejet, som på Ignaz Bruders tid, for at betjene blæsebælgen. Mange lirekasse-byggere forsyner i dag deres lirekasser med både hulbånd- og elektronisk mikrochipstyring. Man kan så spille med hulbåndstyring for den nostalgiske tilhører og lade piberne styre elektronisk for de mere moderne.

drehorgel3

Lirekassen i Danmark
Herhjemme blev lirekassen i den sidste del af 1800-tallet også et mere almindeligt syn. De blev ofte betjent af handicappede veteraner fra krigene i 1848 og 1864. De fik lirekassen som en slags invalidepension.
På lirekassen var der så anført navn og nummer i kompagniet, samt oplysninger om, hvor den heltemodige soldat var blevet såret. Der kunne f. eks. stå: "Tjente under løjtnant Ancher i Skanse nr. 2 og blev hårdt såret under stormen på Dybbøl den 18. april i det herrens år 1864".

I begyndelsen var det almindeligt, at de bar deres gamle uniform, men det stødte nu alligevel den etaten. I 1870 udgik der fra justitsministeriet et cirkulære, der forbød det, idet "det ikke stemmer overens med uniformens værdighed, at den bæres af en omvandrende musikant".

histo

I 1909 dannede lirekassemændene i Danmark deres egen forening, og af optagelsesbetingelserne fremgår det, hvilke udspekulerede midler, der måtte tages i anvendelse, eller rettere ikke måtte tages i brug, for at påkalde sig folkets opmærksomhed.
Paragrafferne 5 – 7 forbød medlemmerne udbytte krøblinge, at have krigsmedaljer, når man ikke havde været med i krigen og bære afholdsnåle og Goodtemplar emblemer, når man ikke var medlem af en afholdsforening. Man måtte heller ikke på lirekassen opstille et fotografi af en børneflok, når man ingen havde.
Medlemmerne skulle hvert år samles på Sct. Knuds marked i Odense for at diskutere fælles problemer.

Lirekassemændenes repertoire var ret afvekslende: Gudelige sange, fædrelandssange, skillingeviser og nogle lirekassemænd medførte endog et lærred, der kunne illustrere melodierne. Andre lirekassemænd solgte viser, f. eks. "Strasbourgervisen", der gik over 52 vers. Eller det kunne være den uopslidelige "Hjalmer og Hulda" eller "Jens Vejmand" der var en stor landeplage.

Tilbage

Copyright © madsenland.dk 2014-2016. Alle rettigheder forbeholdes