Lirekassemand - en slags førtidspensionist

Lirekassen, eller positivet, som det kaldtes i tidernes morgen, stammer tilbage til 1750’erne.Det var såkaldte stiftmaskiner, der spillede på valser. Men efterhånden tog hulbåndet over. I 1842 tog franskmanden Claude Felix Seytre patent på en pneumatisk hulbåndstyring.
Med hulbåndet kunne man lettere “programmere” meget mere musik på meget mindre plads. De lirekasser, der bygges i dag, er for det meste forsynet med hulbåndstyring af 20, 26 eller 31 toner.Die Lustige Drehorgel

Med udviklingen af elektroniske hukommelseskredse (chips) har elektronikken holdt sit indtog i lirekassen. En lirekasse med elektronisk styring er dog stadig et musikinstrument, der spilles med hånden og hvor melodien dannes af orgelpiber, som det altid har været. Det er kun programmeringen og gennemspilningen af melodien, der bestemmes elektronisk. Der bliver stadig drejet for at betjene blæsebælgen.

 Lirekassen i Danmark
Herhjemme blev lirekassen i den sidste del af 1800-tallet også et mere almindeligt syn. De blev ofte betjent af handicappede veteraner fra krigene i 1848 og 1864. De fik lirekassen som en slags invalidepension. Men de skulle søge om ”autorisation”.
På lirekassen var der så anført navn og nummer i kompagniet, samt oplysninger om, hvor den heltemodige soldat var blevet såret. Der kunne f. eks. stå: ”Tjente under løjtnant Ancher i Skanse nr. 2 og blev hårdt såret under stormen på Dybbøl den 18. april i det herrens år 1864”.

Lirekassemand ca 1920
Med sin gademusik tiltrækker spillemanden kvarterets børn, der er på vej ud for at sælge papirsblomster. Fotografi fra Århus i 1920’erne.

I begyndelsen var det almindeligt, at de bar deres gamle uniform, men det stødte nu alligevel den ægte etat. I 1870 udgik der fra justitsministeriet et cirkulære, der forbød det, idet ”det ikke stemmer overens med uniformens værdighed, at den bæres af en omvandrende musikant”.

I 1909 dannede lirekassemændene i Danmark deres egne forening, og af optagelsesbetingelserne fremgår det, hvilke udspekulerede midler, der måtte tages i anvendelse, eller rettere ikke måtte tages i brug, for at påkalde sig folkets opmærksomhed.
Paragrafferne 5 – 7 forbød medlemmerne udnytte krøblinge, at have krigsmedaljer, når man ikke havde været med i krigen eller bære afholdsnåle og Goodtemplar emblemer, når man ikke var medlem af en afholdsforening. Man måtte heller ikke på lirekassen opstille fotografier af børneflokke, når man ingen havde,

Medlemmerne skulle hvert år samles på Sct. Knuds marked i Odense for at diskutere fælles problemer.